Den serbiske dativ – modtagerens kasus
Dativ (serbisk: dativ) er modtagerens kasus. Den peger på den, handlingen er rettet mod – den, der får noget, eller som du gør noget for. På dansk kalder vi denne rolle hensynsleddet (det indirekte objekt), og vi viser den enten med ordstilling, „jeg giver min bror bogen“, eller med forholdsordet til, „jeg giver bogen til min bror“. Serbisk pakker hele den oplysning ind i selve substantivets endelse: bror hedder brat, men „til broren“ hedder bratu. Der er intet ekstra ord – endelsen gør arbejdet. Du finder dativ ved at spørge kome? (til hvem?) eller čemu? (til hvad?). Svaret står i dativ. Endelserne i ental er heldigvis enkle. Hankøn og intetkøn får -u: brat → bratu, prozor → prozoru, dete → detetu. Hunkøn på -a bytter -a ud med -i: sestra → sestri, žena → ženi. Pas her på et lille lydskifte: står der k foran endelsen, bliver det til c. Derfor hedder det majka → majci og ruka → ruci, ikke „majki“ eller „ruki“. En række almindelige verber kræver dativ hos modtageren: dati (give), reći (sige), pisati (skrive til), pomoći (hjælpe), verovati (tro/stole på) og zahvaliti (takke). Eksempler: Dajem knjigu bratu (jeg giver bogen til min bror), Pišem sestri (jeg skriver til min søster), Kažem majci (jeg siger det til min mor). I sætninger med to objekter står tingen i akkusativ og modtageren i dativ: Dajem deci poklone – poklone (gaverne) i akkusativ, deci (børnene) i dativ. Dativ optræder også efter forholdsordene prema og ka, der begge betyder „hen imod“ og angiver retning: Idem ka gradu (jeg går hen imod byen). To faldgruber rammer danske elever særligt ofte. For det første: hjælpe styrer på dansk et almindeligt genstandsled – „jeg hjælper min bror“ – men på serbisk kræver pomoći dativ. Det hedder Pomažem prijatelju og Pomažem bratu, aldrig „pomažem brata“. For det andet det nævnte lydskifte k → c: husk Kažem majci, ikke „majki“. Får du styr på disse to, er den serbiske dativ langt mere overskuelig, end den ser ud.
Eksempler
- Dajem knjigu bratu. I'm giving the book to my brother.
- Pišem sestri. I'm writing to my sister.
- Pomažem prijatelju. I'm helping a friend.
Hele lektionen
Alt i videoen, som tekst.
-
Du giver nogen en bog, du skriver til nogen, du hjælper nogen. Men hvem? Dette hvem har sit eget kasus på serbisk — dativ. Rammer du forkert, lyder sætningen forkert. Lad os mestre det helt.
-
Dativ er modtagerens kasus — den, der får noget, eller som handlingen er rettet mod. Det svarer på spørgsmålet kome? (til hvem?) eller čemu? (til hvad?). Det er det såkaldte indirekte objekt: ikke det, du giver, men den, du giver til.
-
Sådan dannes endelserne. Hankøn og intetkøn får endelsen -u: brat bliver bratu, dete bliver detetu. Hunkøn på -a får endelsen -i: sestra bliver sestri. To endelser — det er dativens kerne.
-
Lad os begynde med det tydeligste eksempel — verbet dati (at give). Du giver en bog, men til hvem? Bratu. Dajem knjigu bratu. Knjigu er det, du giver — det er akkusativ. Og bratu er den, du giver til — det er dativ, brat plus -u.
-
Nu hunkøn. Du skriver et brev, og modtageren er din søster. Sestra mister -a og får -i: Pišem sestri. Selve endelsen -i på sestri bærer betydningen modtager — der er ikke brug for noget ekstra ord.
-
Og her det vigtigste verbum at huske — pomoći (at hjælpe). På serbisk hjælper du ikke nogen i akkusativ, men til nogen. Verbet pomoći kræver dativ: Pomažem prijatelju. Prijatelj bliver prijatelju — dativ, ikke akkusativ. Det er en faldgrube, vi skal tale mere om.
-
Lad os se de fulde former på ét hankønsnavn og ét hunkønsnavn, så de sætter sig fast. Brat bliver i dativ bratu, sestra bliver sestri, majka bliver majci — læg mærke til, hvordan k foran -i skifter til c.
-
Dativ optræder ikke kun ved givende verber. Det kommer også efter visse præpositioner, især prema og ka, som betyder bevægelse i nogens retning: Idem ka gradu. Grad bliver gradu efter præpositionen ka. Det samme gælder prema gradu.
-
Det betaler sig at huske en gruppe verber, der altid kræver dativ. Det er blandt andet: dati, reći, pisati, pomoći, verovati og zahvaliti. Ved hvert af dem havner modtageren i dativ.
-
Og nu den største faldgrube. Verbet pomoći kræver på serbisk dativ, ikke akkusativ. Derfor hedder det pomažem bratu, og ikke pomažem brata. Den, du hjælper, er modtageren af handlingen og står derfor i dativ.
-
Den anden faldgrube vedrører hunkøn. Ved substantiver på -ka skifter konsonanten k foran endelsen -i til c. Majka bliver ikke majki, men majci. Tilsvarende: ruka bliver ruci, devojka bliver devojci.
-
Og et sidste eksempel, for at samle det hele. To objekter i samme sætning: det, du giver, i akkusativ, den, du giver til, i dativ. Dajem deci poklone. Poklone — akkusativ, det du giver; deci — dativ, modtagerne.
-
Lad os opsummere. Dativ er modtagerens kasus og svarer på kome?. Hankøn og intetkøn får -u, hunkøn på -a får -i. Verber som dati, reći og pomoći kræver det, ligesom præpositionerne prema og ka. Husk: pomažeš bratu, ikke brata. Nu ved du, hvem handlingen er rettet mod.